Mødereferater/Nyhedsbreve
Nyhedsbrev udsendt d. 17. november 2011
Kære medlem af Guldborg Fællesråd
Undskyld den lange ventetid. Pga. en serverfejl, er septemberbrevet ikke udsendt, I får det hermed. Det er også derfor denne mail sendes fra min mands PC.
Vi har nu fået det nye mailkartotek op og køre, og derfor vil vi ind imellem sende en nyhedsmail ud. Hvis dit navn ser lidt underligt ud, er det fordi vi ikke helt har kunnet læse vores kragetæer, og vil bede dig om at sende os en mail, så vi kan få det rettet.
Vi har pt. omkring 100 husstande, der er medlem og det er rigtig dejligt.
Som i sikkert har læst i den folder der blev omdelt tidligere i år, så er det lykkedes os at få bevilliget en hjertestarter fra Trykfonden. Den hænger henne på Daglí Brugsen i Guldborg, og er så simpel i brug, at alle kan bruge den. Den skal blot tændes, så fortæller den hvad man skal gøre. Vi håber selvfølgelig ikke der bliver brug for den.
Vi havde også en god affaldsindsamling hvor 16 havde valgt at bruge et par timer på at rydde op. Der blev samlet en hel trailerfuld affald, og det pyntede på byen. Tak til alle der hjalp til.
Så har vi overstået Guldborg Pinseløb. Det var vi meget spændte på, da det var et forsøg der skulle afgøre om det var noget vi skulle fortsætte med. Det blev en forrygende dag hvor ca. 100 deltog. Stemningen var god og vejret var med os. Alle havde en dejlig tur og nød de friske jordbær vi havde fået af Guldborgland Frugtplantage. Der var også sodavand til alle der deltog, de var sponseret af Daglí Brugsen Guldborg.
Endelig var der også sponsor gevinster fra Naboalarmen, www.naboalarmen.dk <http://www.naboalarmen.dk>, Sportscollege Lolland - Falster, www.sclf.dk <http://www.sclf.dk> og Johns Turistfart, rute 800, <http://www.johns-bus.dk/1/31181/rute-800.html>
Der bliver helt sikkert et Pinseløb igen til næste år hvor også GIF vil være medarrangør. Det var gratis at deltage i år, men til næste år kommer der nok et lille deltagergebyr.
Vi har på vores hjemmeside www.guldborgfaellesraad.dk <http://www.guldborgfaellesraad.dk> lavet en kalender hvor vi kan lægge div. arrangementer ind. Så hvis du har et arrangement eller kender til et så send det til guldborgfaellesraad@gmail.com <mailto:guldborgfaellesraad@gmail.com> så lægger vi det på kalenderen.
Vi har gang i et meget ambitiøst projekt på arealet ved det nu nedlagte rensningsanlæg, der lå ved indgangen til skoven over for havnen. Vi vil gerne have etableret en aktivitetsplads, der bla. skal indeholde shelters, bålplads, petanquebane, motionsredskaber, bord - og bænkesæt og legeredskaber. Se tegningerne på opslagstavlen i flaskerummet i Brugsen. Tegningen er ud fra, at vi har rådighed over hele arealet, men det kan være at vi evt. skal dele det med bådelauget, der også ønsker at have både stående derovre. Vi har foreløbig fået tilsagn om 350.000 kr. fra landdistriktspuljen og flere er på vej fra fonde. Det kræver også en indsats med lokal arbejdskraft, så vi håber der er nogen der har lyst til at bruge et par eftermiddage, når den tid kommer.
Et af de næste projekter vi gerne ser gennemført er en flagallé. Den kan opsættes ved mærkedage eller begivenheder i lokalområdet.
Vi har meget længe, talt om en byport. Og der skal ikke være nogen tvivl om at vi gerne ser det gennemført. Senest har vi talt om at den bla. skal bestå af en modul plade der kan skiftes ud. Så er det tanken at kreative personer kan dekorere en modul plade med maleri, keramik montage eller? Så kan vores byport ændre udseende med mellemrum.
Til slut vil vi gerne slå fast at der på intet tidspunkt fra Fællesrådets side, har været ønske om vejbump, eller grimme betonklodser man skal slingre igennem. Vi har meldt ud at vi gerne ser tiltag for at sænke farten. Gerne udført som på Maribovej i Sakskøbing, hvor det er lavet på en fornuftig og meget pæn måde.
Endelig vil vi også gerne slå fast at Guldborg Fællesråd omfatter både Guldborg Falster og Lolland samt Soesmarke.
Venlig hilsen
Guldborg Fællesråd
v. formand Dan Lykkegaard